Jalapeño
Krydrede, saftige og fyldt med mexicanske smage
Som navnet antyder, har Jalapeño fokus på det mexicanske køkken, nærmere bestemt tacos, burritos og Mexican bowls.
Manden bag de mexicanske smagsbomber er Juan Alvarez, som kommer fra storbyen Guadalajara i det vestlige Mexico. De sidste 23 år har han boet i Danmark, hvor han har åbnet flere mexicanske og argentinske spisesteder. Missionen har været at lære danskerne at værdsætte det latinamerikanske køkken, og at mexicansk mad er meget mere end tex-mex.
Det er med andre ord ikke en overdrivelse, at Juan ved præcis, hvordan en rigtig taco eller burrito skal smage, hvilket vi nu nyder godt af på Reffen.
Tortillaerne til både tacos og burritos hos Jalapeño laves frisk på stedet på en maskine, der – ligesom Juan – kommer fra Guadalajara. Naturligvis er de lavet af majsmel, præcis som i Mexico.
Udenfor boden grilles kødet først over åben ild for at få en røget smag, før det braiseres i timevis og ender i burritos, bowls eller oven på tacos toppet med løg, koriander og lime.
Menuen rummer fire faste tacos – inklusive en vegetarisk – samt en ugens taco, og selvfølgelig er Jalapeño også leveringsdygtig i guacamole og hjemmelavede salsas.