havfruerne_werkstatt

Havfruerne indtager Werkstatt

To dragende havfruer, der længselsfuldt strækker deres arme mod det ukendte, svæver over DJ-pulten i Werkstatt. Bag dem står kunstneren Mathilde Schaarup-Jensen, også kendt som Hopla, som de sidste par måneder har haft “reffendency” i Reffens containeratelier, hvor havfruerne er blevet skabt.

Hvorfor havfruer?

Jeg har altid været fascineret af havfruer. Som barn drømte jeg om at opleve en i virkeligheden, og nu har jeg bragt min barndomsdrøm til live. Samtidig har Werkstatt tidligere været maskinværksted for skibsværftet Burmeister og Wain. Rummet har en maritim historie, som havfruerne passer perfekt ind i og bygger videre på.

Hvorfor ser de ud, som de gør?

Lyserød er min yndlingsfarve og går igen i alt, hvad jeg laver, men jeg kan også godt lide kontraster. Derfor har havfruerne lyseblå overkroppe og blå halepartier. De er tydeligvis ikke feel good Disney-havfruer, men snarere sirener fra mytologien, som er intense, dragende og måske en smule farlige. Der er noget på spil i deres tilstedeværelse, og det gør dem spændende at kigge på.

Werkstatt har flere funktioner. Hvordan passer havfruerne ind i dem?

Havfruerne tilfører en følelse af hav og bølgebrus til Werkstatt og står i kontrast til de rå betonvægge med deres pastelfarver. De er dækket af spejle og similisten, så de ændrer sig hele tiden med lyset, især når der er natklub. Derfor fungerer de både om dagen og om natten, bare på forskellige måder.

havfruerne_werkstatt7
havfruerne_werkstatt5

Hvordan har det været at arbejde på Reffen?

Skønt! Jeg har boet på Amager hele mit liv og har altid været draget af Refshaleøens æstetik og stemning. Derfor har det været fantastisk at arbejde på Reffen og bidrage til området. Her er højt til loftet, masser af kreativitet og en maritim historie, som er meget inspirerende.

Har du andre ting udstillet i Werkstatt?

Det har jeg. Tom er mit selvportræt og min signaturkarakter. En krop uden følelser, som står ved siden af den glitrende ko og våger over Werkstatt.

havfruerne_werkstatt-collager2
havfruerne_werkstatt-collager