Genbrug og design på Reffen Street Food

Fortiden får nyt liv på Reffen

Reffen er altid i bevægelse, men én ting består: Vi elsker at give gamle materialer nyt liv. Næsten hele Reffen er bygget af ting med en historie, og Spiros Loukopoulos har været med hele vejen. Vores græske ingeniør med den kreative sjæl og store forkærlighed for genbrug er en drivkraft i at forme, bygge og holde Reffen kørende.

Spiros, hvordan arbejder I med genbrug på Reffen?

“For mig er genbrug selve hjertet i den måde, vi gør tingene på. Næsten alt, du ser her, har haft et tidligere liv. Jeg elsker materialer og genstande, der taler ind i Refshaleøens industrielle fortid, og som giver os mulighed for nænsomt at bygge videre på den.

I dag består Reffen af mere end 75 pensionerede skibscontainere, som danner ramme om madboder, barer og kreative værksteder – og giver Reffen sin helt unikke karakter.”

Det er ikke kun containerne, der genbruges?

“Nej, slet ikke. Vi genbruger gamle møbler og laver borde og stole af mælkekasser. Den enes affald er den andens skat. Mellem containerne fremtryller gartnerne fra Reffen Wild grønt liv i grill, toiletter og olietønder. Genstande, der tidligere har haft helt andre formål, bliver nu til små grønne oaser på Reffen.”

Hvad med bygningerne?

“Vores store, sprudlende Beer Garden er primært bygget af genbrugte træplanker, og det gamle Burmeister & Wain-maskinværksted har vi forvandlet til Werkstatt. Vi har helt bevidst bevaret bygningen rå og industriel, så dens historie og sjæl stadig skinner igennem.”

Genbrug og design på Reffen Street Food
Genbrug og design på Reffen Street Food

Hvorfor betyder historien i materialerne så meget?

“For os handler genbrug om mere end bæredygtighed – det handler om æstetik, historiefortælling og respekt for Refshaleøens industrielle fortid. Om at skabe noget nyt uden at slette det, der var før. Ikke alt har en praktisk funktion, men alt bidrager til stemningen og holder historien levende.”

Har du et konkret eksempel, du holder særligt af?

“Et godt eksempel er den sovjetiske flyvemaskine, der engang spredte gødning over Sovjetunionens endeløse marker – i dag troner den majestætisk over Werkstatts gule baggård.

Gamle tyske brandbiler, maskindele fra B&Ws storhedstid, campingvogne, der kunne have dannet ramme om værftsarbejdernes familieferier, og en kæmpe rusten skibskæde, der slynger sig om sig selv – alt sammen binder fortid og nutid sammen og gør Reffen til noget helt særligt.”

Hvornår nyder du Reffen mest?

“Mine yndlingsstunder på Reffen er tidligt om morgenen, når der er helt stille mellem containerne, og om aftenen, når solen bader pladsen i den gyldne time, og det hele summer af liv. Det er i de øjeblikke, jeg bliver mindet om, hvorfor jeg elsker at arbejde her.”

Genbrug og design på Reffen Street Food
Genbrug og design på Reffen Street Food
Genbrug og design på Reffen Street Food